www.interstage.dk

 

Sonifex rack monitors

 

AVM logo

   

Flot lydkvalitet i apparatrummet Hvis man tror det er umuligt at lave en højttaler i et 1 unit rackkabinet, så må man tro om igen. Og så er Sonifex rackmonitorer endda meget mere en blot højttalere.Januar 2009

 

Monitorhøjttalere kan se ud og lyde på mange forskellige måder, alt efter hvad de skal anvendes til.
En studiemonitor skal først og fremmest levere det perfekte lydbillede. Ser den fed ud, gør det sikkert heller ikke noget.
En stage monitor skal på en rimelig neutral måde kunne skære så meget igennem, at musikeren eller sangeren kan følge med i lydbilledet.
En rack-monitor? Tja, den skal kunne sidde i et rack. Men ingen forventer, at den skal kunne levere særlig høj lydkvalitet. Man skal bare kunne afgøre om der er lyd på linjen eller ej. Hvis man kan det, opfylder den sin mission. Men sådan behøver det ikke at være.

Umulig opgave,...

Sonifex er en engelsk privatejet virksomhed, der siden starten i 1969 har udviklet og fremstillet lydudstyr primært til broadcast, security og telekommunikation. Virksomheden har i dag ca. 50 medarbejdere, hvoraf en meget stor andel er beskæftiget i udviklingsafdelingen. Det er interessant, at en virksomhed af denne størrelse er i stand til at præstere et så omfattende og opdateret produktsortiment, som det er tilfældet.
Sonifex har generelt holdt sig til det elektriske domæne. Ikke desto mindre har man kastet sig over det akustiske område, der hvor det fysisk betragtet er sværest at håndtere: Ved at udvikle en højttaler med studiekvaliteter, men pakket ned i en 1U rackkasse. En nærmest umulig opgave, der ikke desto mindre er lykkedes med et overraskende godt resultat.
Det er blevet til flere produkter, hvoraf RM-2S4 og RM-2S10 håndterer analoge signaler og standard AES3 digital lyd, mens RM-4C8 primært anvendes til at monitorere SDI-embedded digital lyd. Faciliteterne er grundlæggende de samme i alle disse monitorer.

 

4 sæt stereosignaler

Sonifex RM-2S4 kan i grundudgaven skifte mellem 4 sæt stereosignaler. Det kan være en vilkårlig kombination af analoge eller AES/EBU-signaler med sampling rates op til 192 kHz.
Apparatet finder selv ud af hvad der er på indgangene og kan i de samme XLR-stik omstilles til den korrekte impedans, 20 kohm for analoge signaler og 110 ohm for digitale. Vil man have flere kanaler i systemet, kan man anskaffe den større version RM-2S10 eller udbygge systemet med ekspansionskort. Kanalerne indvælges med en omskifter på fronten. Lysdiodemarkering viser hvad der er valgt, om det er analogt eller digitalt og om synkroniseringen er på plads.
En stereoudgang på linieniveau er hægtet på kanalvælgeren. Igen kan man vælge om signalet skal være analogt eller digitalt, om det skal gennemsløjfe det valgte signal uden niveaukorrektioner, eller om niveauet skal lægges efter den volumenkontrol, der styrer niveauet på højttalerne.

Udstyringsinstrumenter

Niveauet på den valgte kilde kan aflæses på et par 53 segment flerfarvede lysdiodeinstrumenter. Der kan vælges mellem ikke mindre end syv forskellige skalatyper, herunder PPM med Nordisk Skala, VU og naturligvis AES/EBU digital skala. Hvilken standard man vil følge vælges på apparatets underside vha. en række dip-switches, som også bestemmer de fleste andre parametre i grundopsætningen. Selve skala-inddelingerne udgøres af klistermærker.
Ud over udstyringsmetrene er der også separat fasemeter, der viser korrelationen mellem stereokanalerne. I tilknytning til visningen kan der tilkobles alarmer, hvis der opstår over- eller understyring, fasefejl eller evt. manglende lås til det digitale signal.

Lyttematrix

Seks trykknapper kan modificere det signal, der gengives i højttalerne. Det er funktioner, der burde være standard i ethvert monitormodul: Sonifex rack monitor lyttevalg
DIM reducerer lydniveauet, to CUT-knapper slukker kanalerne individuelt, MONO summerer kanalerne, PHASE INVERT vender fasen på den ene kanal og M+S matricerer de to kanaler, så de bliver til stereo, hvis der i forvejen er MS, og til MS, hvis det modsatte er tilfældet.
Med disse knapper kan man hurtigt skabe sig et lydmæssigt indtryk af, hvad der ligger gemt i de aktuelt monitorerede kanaler.

Højttalerdesign

Højttalerdelen er et kapitel for sig, for som nævnt er det nærmest naturstridigt at lave en monitorhøjttaler i en 1U rackkasse med tilhørende mangel på fysisk volumen, magnetisk afskærmning og al den slags.
Der anvendes tre højttalerenheder, hvoraf den ene er fælles for de to kanaler. Et aktivt DSP-baseret delefilter sikrer frekvensgangen.
Forstærkerne er klasse-D, dvs. switchmode/digitale forstærkere, der udmærker sig ved ikke at generere varme af nogen betydning. Dermed har det heller ikke været nødvendigt at indlægge støjende blæsere for at komme af med varmen.
Spidsniveauet i 1 meters afstand er ca. 98 dB SPL! Selv i et støjende apparatrum kan man med sikkerhed høre hvad der foregår. Indbyggede begrænsere sikrer, at enhederne overlever ethvert overgreb. Via en tilhørende Windows-baseret software kan man få adgang til en 5-bånds parametrisk equalizer, så man i et vist omfang kan tilpasse frekvensgangen til den fysiske placering, som man giver enheden.
I øvrigt kan kildevalg, status, enhedens ID-funktioner og firmware opdateringer kommunikeres enten via RS 232 eller via USB. Softwaren er åben, så man kan bygge videre på den til egne specielle formål.
Som ekstra mulighed kan man inkludere video ekspansionskort, som gør det muligt at monitorere flere AES grupper lagt i HD-SDI eller SD-SDI signaler, med eller uden Dolby E eller Dolby Digital kodning.
Sonifex RM-4C8 har principielt de samme funktioner, men er specielt indrettet til at monitorere fire kanaler, f.eks. sådan som de ligger i SDI. Apparatet har fire udstyringsinstrumenter og de to højttalerkanaler kan vælges blandt de fire.

Konklusion

Sonifex har konstrueret en gedigen og enkel løsning, der kan finde plads på steder hvor man ikke skal producere, men alligevel har brug for en troværdig monitorering, både auditivt og visuelt.

 

 

 

 

 

Januar 2009

Link til AVM's hjemmeside

 

 

 

 

 

 

Relaterede varegrupper

19 rack monitor

 

 

Interstage - pro audio with a smile

Link til Interstage hovedmenu